’Vi skaffede resultaterne’

Da Team Danmark i 2009 holder sit 25 års jubilæum, bliver Guldfirerens OL-triumf fra 1996 kåret som den andenstørste sportspræstation i eliteorganisationens historie. Foran Tom Kristensens imponerende sejrsrække i et af motorsportens paradeløb Le Mans og foran de gyldne år for dansk kvindehåndbold, hvor Anja Andersen legede holdet til OL-, VM- og EM-medaljer. Kun den helt usandsynlige EM-triumf for fodboldlandsholdet i 1992 distancerer præstationen fra de fire roere Eskild Ebbesen, Victor Feddersen, Thomas Poulsen, Niels Laulund og deres træner Bent Jensen.

Skønheden i letvægtsfirerens bedrift består egentligt ikke i resultatet, men i det kulturskifte, de gennemførte, og som nu gennemsyrer det hold, der i dag skal bære det forpligtende navn ‘Guldfireren‘ videre. Dem vender vi tilbage til.

Kimen til triumfen fra 1996 og de efterfølgende 16 års dansk dominans i letvægtsfirerroning bliver nemlig lagt rundt om et havebord i et hus ved Bagsværd Sø i maj 1994. To år før det OL, der skal blive deres hæderkronede triumf og blot en måned efter, at holdet er sammensat efter seks måneders intenst udskillelsesløb.

Olympisk satsning

Historien tager ganske vist sit afsæt i det internationale roforbunds beslutning i 1993 om at indlemme to letvægtsklasser i det olympiske program – en toer og en firer. Danmark har allerede sine bedste roere i letvægtsklasserne, og selv om letvægtsfireren kun klarede en 11.-plads ved VM-finalen i 1993, har Danmark i letvægtsotteren en førstebåd, der senest havde vundet VM-guld i Montreal i 1992.

De olympiske lege er for de fleste sportsgrene motivationen for at leve på en sten som professionel atlet uden den økonomiske pakke, der følger med de mere populære sportsgrene som fodbold og tennis.

Med letvægtsfirerens entré i det olympiske program er det automatisk den nye kongedisciplin i dansk roning.

Det danske roforbunds beslutning om at skabe en båd, der skal vinde en medalje ved OL i Atlanta i 1996 er nem at træffe. Invitationerne falder pr. brev i efteråret 1993, hvor stemningen blandt de danske eliteroere allerede summer omkring det olympiske projekt. Ingen af de 25 inviterede melder fra.

Tilbage ved havebordet i Bagsværd sidder kun den teknisk begavede Thomas Poulsen fra den succesfulde letvægts-otter. Det er ham, der gennem de kommende to år raffinerer stilen, finder det rette glid i årenes bevægelser og forskyder vægten i forhold til sejlretningen.

Ved bordet sidder også Victor Feddersen, hvis forældre lægger hus til mødet. Han har skaffet sig selv den sidste plads i båden i en nervepirrende kamp mellem de resterende seks roere. I det afgørende løb i Odense, hvor de sidste to pladser i båden skal besættes, ligner han ikke en mand, der skal til OL. Thomas Poulsen og Niels Laulund er de sikre kort og med Eskild Ebbesen og Bo Vestergaard i båden vinder de overbevisende deres løb om lørdagen. Der er enighed om, at det er resultaterne mere end noget andet, der dikterer holdet, og det er op til Victor Feddersen og hans makker Thomas Croft Buck at ro en fantomtid søndag formiddag.

Lørdag aften samler træner Bent Jensen holdet i kantinen i Odense Roklub. Thomas Croft Buck er sprunget fra i sidste øjeblik. Afbuddet sender Eskild Ebbesen på holdet til den tomme styrbordsplads og en sidste dyst må stå mellem Victor Feddersen og Bo Vestergaard, der ligesom Thomas Poulsen sidder med en guldmedalje om halsen fra letvægtsotterens triumf i 1992.

Det er en måned efter den dyst, hvor de med Feddersen i båden uventet roer verdensrekorden i land, at holdet sætter sig sammen for første gang og formulerer den indstilling og indsats, der skal føre holdet til OL-triumf.

Udanske ambitioner

Træner Bent Jensen sætter tonen, som han har gjort det fra starten. Potentialet står allerede klart efter verdensrekorden nu har fået dansk flag, men kan de udvikle sig videre frem mod OL? Hvor langt er de villige til at gå, er det latente spørgsmål?

»Det er det pres, Bent gerne ville fremkalde. Jeg har kendt mange idrætsfolk med store talenter, der ikke slår igennem. Nogen, der ikke er brændt igennem, fordi de er blevet forstyrret af småting og ikke har givet sig nok. Han ville sikre, at det ikke var til stede på vores hold, og det måtte vi selv tage ansvar for. Det var det første spæde skridt til en kultur af konstant udvikling og optimering«, fortæller Victor Feddersen.

Projektet tager form, og holdet øger på egen hånd ambitionen til OL-guld. Seneste OL-guld i roning ligger ellers helt tilbage i 1964, hvor Gunner ’Nu’ Hansen rapporterede fra OL i Tokyo om ’Bombefireren’ fra Roforeningen KVIK.

»Der var ikke nogen af os, der havde prøvet at sidde omkring bordet med kaffe og småkager og åbenlyst sige til hinanden, at vi ville gå efter guld ved OL. Man formulerede måske nogle målsætninger et par måneder før, men her gik vi meget tidligt i gang og satte os et klart mål. To år inden OL og lang tid før, vi overhovedet havde kvalificeret os«, fortæller Victor Feddersen, der har fået den krævende position som bagerste mand i båden.

Det er i de efterfølgende måneder, at letvægtsfireren rykker fra de øvrige landsholdsroere. De begynder at stille en endeløs række af krav, der irriterer roforbundet. Det er ikke længere Team Danmark og roforbundets projekt. Det er deres eget, og de sætter selv tempoet.

De isolerer sig omkring træningen og stiller stigende krav til udstyr og økonomi til roforbundet, der endnu ikke på dette tidspunkt er professionaliseret. Sammen med Team Danmarks fysiske stab begynder Eskild Ebbesen at udfordre træningsprogrammerne. Fra sine studier i idrætsfysiologi henter han viden til udvikle optimale træningspas, han presser på for at øge træningsmængden og alle detaljer på og ude af vandet bliver vendt minutiøst.

»Der var allerede sket en professionalisering af rosporten op igennem i 90’erne, men vi ville tage det et skridt længere. Vi stillede enormt mange krav til alle omkring os for at levere de bedste forhold for vores træning. Vi begyndte at bruge Team Danmark meget mere til at ændre vores kost og træning, men vi blev også bedre til at vælge eksperter. Som verdensmestre tillader man ikke, at enhver skal give gode råd. Vi var lidt en pain in the ass for fleste, tror jeg«, siger Niels Laulund.

Til et selvindkaldt pressemøde proklamerer holdet to år før OL deres målsætning om guld for offentligheden. Dagen før har de købt ens polotrøjer. De udstråler en selvtillid og arrogance, og bliver en darling i dansk sportspresse. Daværende direktør hos ferieboligudlejeren Dansommer Niels Nymark er inspireret af den udanske attitude og poster 500.000 kroner i projektet. En uhørt sum og langt flere end hidtil i dansk rosport. Pengene køber holdet fri til træning i den sidste tid inden OL.

»Rosporten blev nærmest irriteret over, at vi kunne skaffe så mange penge, og de ville endda have nogle af dem. Men vi vil gerne tage en stor ære af den professionalisering, der tager fart i 90’erne. Der kom flere penge, flere både og træningslejre til. Alt muligt, som holdet ikke skal bekymre sig om i dag, fordi vi skaffede det dengang. Og vi skaffede resultaterne. Det var virkeligt en forandringsproces«, fortæller Niels Laulund.

Ergometermestre

Knap 20 år efter sidder Eskild Ebbesen stadig i båden. Den 40-årige jernmand kan blive den mest vindende dansker i OL-historien, når båden krydser målstregen senere i dag. Kulturbæreren og perfektionisten dirigerer i sit femte OL båden fra bagerste position. Han iagttager konkurrenternes udspil, holder taktikken og korrigerer bådens position i vandet med fødderne. Det er hans åre, der sender den rytme gennem båden, som de andre teknisk indstiller sig efter, når båden skal finde sit optimale glid gennem de 2.000 meter på det privat anlagte kaproningsanlæg Eton Dorney i finalen i dag.

Den rå kraft vrides ud af maskinrummet med Morten Jørgensen, Kasper Winther Jørgensen og Jacob Barsøe. I tredje position er det OL-vinderen fra 2008 Morten Jørgensen, der holder øje med farten og kommunikerer ’to tag op’, når den afgørende spurt sættes ind på de sidste godt 500 meter.

Kasper Winther Jørgensen, der var reserve ved OL i 2008, krydser stregen som forreste mand i båden, mens yngste roer Jacob Barsøe sidder lige bag Eskild Ebbesen for at suge erfaringen ud af letvægtsroningens mest vindende roer nogensinde. En proces, der skal gøre ham klar til at føre bådens legendariske identitet og resultater videre i de kommende år.

»Alle sportsfolk har jo et kodeks og en kultur, som vi har. Forskellen er nok, hvor meget man lever efter det og overholder det. Jeg ved ikke, om det er vildere her, men vi har en ultimativ villighed til at fokusere og optimere vores indsats«, fortæller Jacob Barsøe, der endte i roningen efter en håndboldskade i 2004.

Aldrig har der været flere kræfter i båden end i 2012. I ergometertræningen fra de mange kilometer i romaskinerne i vinterhalvåret har de klemt flere watt ud end nogensinde før. Udfordringen for den danske båd er derfor først og fremmest i det tekniske.

Eksterne eksperter har målt vinkler på åren i vandet, trykket på bladet i den kraftfulde bevægelse, der skubber båden fremad og en minimering af bladets tid i vandet uden tryk.

Med en dårlig start og en efterfølgende tredjeplads, lykkedes det aldrig helt at ramme den tekniske elegance i det indledende heat, men til semifinalen var de sidste detaljer rettet til og holdet sikrede sig førstepladsen. Båret af hjemmepublikummet roede briterne i det andet heat en hurtigere semifinale, men finder danskerne rytmen og teknikken til at tæmme de rå kræfter, får vi fire år mere med ’Guldfireren’.