Den første Guldfirer var som alle andre teams igennem en udviklingsproces, hvor vi skulle danne os sammen, etablere tillid, få et fælles sprog, fundere over ambitionsniveau og i det hele taget skabe sammenhængskraft.
Indledningsvis var det drevet af det danske roforbunds ambition om at etablere en firer der kunne nå OL-finalen 3-4 år senere. Dernæst var det vores træner Bent’s opgave at være manden der skulle finde de fire rette roere til opgaven, og få dem til at forstå og ikke mindst eje opgaven. I begyndelsen var vi i fællesskab ubevidste om vores styrker, svagheder, relationen imellem os og nok så meget de udfordringer vi ville møde på vores vej mod OL.
Vores første år, som var særdeles succesfuldt, var, for at drage en parallel, en slag honeymoon - vi “elskede” hinanden og alt fungerede rigtig godt, vejret var næste også altid bedre. Det kom nærmest af sig selv.
Som tiden gik mødte vi udfordringerne og i mange tilfælde håndterede vi dem rigtig fornuftigt, og andre gange var vi langt fra at finde de bedste løsninger. Det blev svært, og vi mødte modstand som tidligere havde været til at klare. Vi skuffede os selv og resultaterne var ikke de samme som året før. Vi begyndte at fokusere på alt det der ikke fungerede. Vi begyndte også at tænke “det er i hver fald ikke mig der gør det forkert”. Typiske tegn på et hold i krise og på at tilliden og respekten så småt forsvinder. Honeymoon dagene var i hvertfald ovre.
Efter en ordentlig nedtur med nederlag vi ikke tidligere havde set komme, var vi så alligevel så stærke at vi på et tidspunkt så krisen og situationen i øjnene - heldigvis på samme tid og med en erkendelse af at det ikke var de andre, men os alle sammen der måtte gøre noget. Vi erkendte at vi, på trods af situationen, havde rigtig meget at bygge fremtiden på. Det var ikke alt der ikke fungerede.
Vi begyndte at reflektere over hvad vi egentlig var gjort af, ud fra hvilke principper vi havde bygget succeserne på. Vi indså at det grundstof vi var bygget af og den vej vi havde været på, nok langt hen af vejen ikke havde været bygget på held. Det var os selv og vores egne ressourcer der lå til grund for alt det gode vi havde været igennem, både hvad angår resultaterne men også selve processen til hverdag. Så småt begyndte bevidstheden at opstå, dels den enkeltes men også fællesskabets.
Nu var vi ikke længere en flok glade drenge der bare var glade for at ro sammen, nu blev vi teamet der fik skabt en form for robusthed til at kunne levere varen ud fra en langt mere bevidst model. Vi kunne nu sætte os ned og formulere hvad det var vi ikke måtte smide ud med badevandet, hvad vi skulle holde fast på og bygge de fremtidige hverdage og resultater på. Vi fik sat ord på vores principper der skulle danne grundlaget for vores drøm om OL guld. Nedenunder kan du læse de 13 principper, og måske kan du lade dig inspirere og tænke at jeres team kan gøre det samme. Der er ikke copy right, så I skal ikke lade jer begrænse.
De 13 principper
- Vi er vores egen største konkurrent
- Vi er et team med fælles mål og indstilling – ikke en gruppe med enslydende mål
- Vi er gode til at sige nej
- Forskelligheder er et must – men det er pokkers besværligt!
- Vi formidler/kommunikerer vor ambitioner – vi tror på os selv
- Ambitionen ejes af os selv...
- Vi ved hvad vi gør, når vi gør det bedst
- Vor ambition er baseret på forhold, vi selv kan gøre noget ved
- Vi konfronterer hinanden professionelt
- Guldet vindes i hverdagen
- Vi skal lære at tabe før vi kan vinde
- Alle vores interessenter skal ha’ opmærksomhed
- Toppræstationer kan planlægges
...og så findes der ingen nemme løsninger!
